Nogen der har læst disse?

Just modtaget i et nyhedsbrev fra gyldendal.dk

NAJA MARIE AIDT ANBEFALER
3 bøger du MÅ læse - ifølge Naja Marie Aidt

Tre bøger, der virkelig har betydet noget for mig, er Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, "Det store stilehæfte" af Agota Kristof og I kølvandet af den norske forfatter Per Petterson.

De er hver på deres måde stramt komponeret og båret af et stilsikkert, enkelt og fantastisk sprog. Og så er det efter min mening elementært spændende og overraskende historier.

Hvor Agota Kristof skriver med isnende brutalitet om hvad en krig gør ved mennesker, handler I kølvandet om en mands eksistensielle krise og ensomhed efter et stort tab.

Himmerlandshistorier er en forunderlig rejse tilbage i tiden og jeg synes det er noget af det bedste der, sprogligt set, er skrevet på dansk.

Notes on a Scandal

Filmen ”Notes on a Scandal” kunne være kuldsejlet på sin noget banale historie – men når filmens to kvindelige hovedroller lægges i hænderne på skuespillere som Cate Blanchett og Judi Dench – så bliver det hele i stedet en intens og nærmest dæmonisk affære.

Kort handlingsreferat:
Da Sheba (Cate Blanchett), som er en yngre og særdeles attraktiv kvinde bliver ansat som ny lærer på St. George skole tiltrækker hun skolens hensygnende og kedelige lærerkollegie som en flamme tiltrækker møl. Hun bliver dog med det samme gode venner med den ældre kollega Barbara (Judi Dench). Barbara, som i sin fortvivlende ensomhed, har gjort det til en ”specialitet” at knytte yngre kvinder til sig, får en himmelsendt mulighed for udøve suverænt ejerskab over Sheba, da hun ved et tilfælde opdager, at Sheba har indledt et seksuelt forhold til en mindreårig elev – en viden som hun tilbyder at holde som en hemmelighed mellem sig selv og Sheba.

”Notes on a Scandal” er først og sidst en film om ensomhed. Begge de skildrede kvindeskæbner er fanget i en tilværelse som er alt andet end ungdommens lyse drømme. Barbara, som kæmper med en uerkendt og uforløst tiltrækning af sit eget køn, er endt i en typisk gammeljomfru-tilværelse med en kat som eneste levende selskab. Sheba, smuk og karismatisk som hun er – blev gift ganske ung med sin noget ældre lærer fra universitetet og fik børn tidligt. Hun har været opslugt af ”yngelpleje” men teenage-dattteren er i en løsrivelsesproces og sønnen som har Downs Syndrom, har fået plads på en længe eftertragtet skole – så hun ”vågner” til en verden som er gledet forbi hende og hvor alt hvad der tidligere krævede hende og gav meningen med tilværelsen, er gledet med og ind i andre faser – kun hun er ”stivnet”. Derfor er hun vel et forholdsvis let offer, da en skoleelev gør voldsomt og klodset kur til hende. Barbara på sin side, får et uvurderligt våben i hænderne ved sin viden om forholdet og bruger det desperat i forsøget på at fange og fastholde Sheba.

Blanchett og Dench er formidable – intet mindre.
Skønt karakteren Barbara, som Judi Dench spiller, er helt igennem nederdrægtig, selvabsorberet og ondskabsfuld, formår Dame Judi alligevel at tilføre rollen et skær af menneskelighed og bibringe tilskueren en forståelse af hvorfor Barbara er endt som hun ér. Filmens form er Barbaras dagbogsoptegnelser – og Judi Dench’s udsøgte engelsk er derfor den alvidende fortællers i store dele af filmen. Et glimrende og meget gribende eksempel på hvordan Barbara ”menneskeliggøres” og hendes baggrund forklares, er en kort optegnelse hvor Barbara skriver om, at Sheba ingen idé har om virkelig ensomhed – ensomhed af den karat hvor en hel week-end skal bygges op omkring et besøg på møntvaskeriet – eller hvor ens krop er i så permanent en tilstand af ”ikke-berørthed”, at der går et elektrisk stød gennem kroppen, når buskonduktøren kommer til at strejfe ens hånd.
Cate Blanchett er som Sheba, præcis så indtagende i en helt anden form for selvoptagethed – og flagrende overfladisk – at det sandsynliggøres at hun smider hele sit eget liv - og andres – overbord for en på den ene side ligegyldig fysisk betagelse, på den anden siden en aldeles forkastelig handling, for dybest set er der jo tale om et incestuøst forhold mellem hende og den kun 15-årige elev.

Uddrag af anmeldelse fra CinemaZone af Frederik Asschenfeldt:

”Båret af to hudløst udleverende og derfor fænomenale præstationer og understøttet af komponisten Philip Glass’ insisterende og allestedsnærværende underlægningsmusik har Richard Eyre og Patrick Marber skabt enkle rammer for en fortælling, som trods umiskendelig filmisk, især i sine bevidste valg af og skift mellem farver og lyd, bærer mange af teatrets kvalitetstræk. Det kunne være endt fortænkt, forskruet eller blot for meget – men her er ingredienserne fint afbalanceret til et kammerspil om passionens farlige bagsider.”

Filmen er iøvrigt baseret på bogen (på dansk ”Skandalen”, 2005) fra 2003 af journalisten og forfatteren Zoë Heller. Jeg er netop startet på at læse bogen – og der synes, som det så ofte er tilfældet, at være væsentlige uoverensstemmelser mellem bog og film. Det er ikke noget der rører mig – jeg nyder altid bog og film som uafhængige størrelser – men de som ikke har det på dén måde er hermed advarede.

Undtagelsen

Saa er jeg ogsaa med.
Jeg er netop blevet faerdig med "Undtagelsen" af Christian Jungersen.
Den var rigtig god, meget interessant laesning, men jeg er skrup forvirret.
Er der en egentlig afslutning?
Gode tip modtages gerne:)

Sweeney Todd - Den djævelske barber fra Fleet Street

Musical og film med rødder i virkelige hændelser?

Den amerikanske filminstruktør Tim Burton har lavet en ny film - Sweeney Todd - inspireret af én af de mest unikke og groteske horror-musicals som har en lang historie bag sig, idet historien kan dateres helt tilbage til 1800-tallets London. Mere om det senere i indlægget. Lad os først fokusere lidt på Tim Burton's udgave af Sweeney Todd.



Gyldendals Leksikon skriver om Tim Burton:
Burton, Tim, f. 1958, amerikansk filminstruktør. Burton har lavet en række visuelt originale historier, ofte om traumatiserede, ensomme helte, som i Batman (1989), Edward Scissorhands (1990, Edward Saksehånd) og Ed Wood (1994). Desuden har han bl.a. instrueret den ironiske science fiction-parodi Mars Attacks! (1996), den stemningsfulde gyser Sleepy Hollow (1999) og genindspilningen af Planet of the Apes (2001). Burtons forkærlighed for gotiske og eventyrlige universer går igen i hans senere produktioner, bl.a. Big Fish (2003), Charlie and the Chocolate Factory (2005, Charlie og chokoladefabrikken) og animationsfilmen Corpse Bride (2005). (Og nu også Sweeney Todd, som ganske kort handler om barberen der frarøves sit liv, sin hustru og ikke mindst sin datter og nu sværger hævn. - Frk. Bibo)

Én af Tim Burtons foretrukne skuespillere er Johnny Depp: Edward Saksehånd, Charlie og Chokoladefabrikken, Ed Wood, Sleepy Hollow, Corpse Bride (hvor Johnny lagde stemme til). Og lærredet slår flik-flak af fryd når den forening går op i en højere enhed. Johnny Depp er nemlig IKKE bange for at påtage sig "lidt anderledes" roller og han er vel nok én af tidens største karismatiske skuespillere, hvis du spørger MIG. Og hans rolle som Sweeney Todd er ingen undtagelse - måske også derfor at han er nomineret til årets Oscar for bedste hovedrolle.

Nyeste kreation fra drengene er FULDSTÆNDIG i stil med de tidligere film. Der sker noget og man hensættes nærmest i ekstase. MEN nu når Tim Burton's film er så specielle, så er det nok ikke alle der har hang til hans film. Og især ikke Sweeney Todd. Jeg tror nemlig at mange ikke er opmærksomme på at filmen er en musical og det vil trække ned hos dem. Jeg har det tværtimod - sikke en genistreg og temmelig meget modigt gjort! JEG var obs på ofrenes vej til Mrs. Lovett's kødtærter, med kakelakkerne kravlende hen over det melede bord og hvor man hører barberen synge i takt til sine bevægelser hvor han skærer halsen over på sine ofre. Og det skaber en morsom forening sammen med det blodige islæt.


Filmens handling
Sweeney Todd (oprindeligt kendt under navnet Benjamin Barker) sværger grusom hævn - ikke så meget pga. mange års uretfærdig fængsel, men for de forfærdelige konsekvenser det fik for hans hustru og datter. Hustruen begik efter sigende selvmord og datteren blev adopteret af selvsamme grusomme dommer, som sendte Sweeney i fængsel - fordi dommeren blev betaget af Sweeney's hustru. For at få ført hævnen ud i livet må Sweeney gøre sig bemærket som barber og vinder en duel over byens bedste barber, og indretter barbershop på 1. sal over Mrs. Lovetts tærteshop. Byens bedste barber som nu er overvundet af Sweeney opsøger denne i barbershoppen på 1. sal og da han kender til Sweeneys baggrund må han være det første offer for Todds skarpe barberkniv. Liget skal jo væk, og hvad er mere oplagt end at Mrs. Lovett får god kødfyld til sine tærter. Det er meget svært at skaffe kød dér i 1800-tallet, så ordningen kommer som sendt fra himlen - eller i det mindste fra 1. sal. Og med et slag bliver tærteshoppen byens bedste tærteshop alt imens byens herrer får den tætteste barbering de kan ønske sig...

Fiction eller ej?
Nogle søgninger hist og pist - i diverse biblioteksbaser, artikelbaser, internetsøgning mv. - sætter tankerne igang. Fandtes der i 1800-tallet en barber der skar halsen over på sine kunder? Jeg er ikke blevet specielt meget klogere i min søgning, men jeg ved så meget at der er skrevet bøger / artikler hvor påstandene taler for at der i starten af 1800-tallets London FANDTES en barber, der havde en meget skarp barberkniv.

Jeg lagde ud med at søge i en engelsk sproget database ved navn STUDENT RESOURCE CENTER, som er en rigtig god fuldtekstdatabase - og hvor man bla. kan finde en masse historiske tekster. Artiklerne her havde fokus på filmen og der var enkelte referencer til de mange musicals på bl.a. Broadway - musicalen i den form vi kender i dag, havde premiere tilbage i 1979. Samme resultat fik jeg i databasen Master File Premier, som også er en ganske god fuldtekstdatabase med masser af artikler fra mere end 4000 tidsskrifter. Fokus på film og musicals.

Så måske det hele er bare fiktion? Lad os lige se, hvad Bibliotek.dk har at sige til en "sweeney todd"-søgning. Første post lyder:

Mack, Robert L.: The wonderful and surprising history of Sweeney Todd : the life and times of an urban legend (udkommer i 2008). Aha! "Urban Legend". Selvfølgelig! Men vandrehistorier har hold i virkeligheden eller hvad? På ebib1800.dk kan man købe denne oversættelse, Sweeney Todd - eller - Perlekæden og hér kan man gratis læse starten: "En gyserfortælling fra det gamle London bygget over virkelige begivenheder." Jo, men hvor er kildeangivelsen?? Min søgning hist og pist fortæller mig at vi hér har med bogen "The String of Pearls: A Romance," skrevet af Thomas Peckett Prest, som vist nok skrev sine bøger godt nok som fiktion men med inspiration fra bl.a. kriminalrapporter bragt i The Times - og måske han har inspirationen fra bogen
The Terrific Register: Or, Record of Crimes, Judgments, Providences, and calamities - VOL 2, udgivet udgivet 1825 på forlaget Sherwood, Jones and Hunter. Her beskrives nemlig om en "aftale" ml. en frisør og bageren inde ved siden af... Passagen kan læses her.

Så historierne taler for og imod - det er muligt at historien om Sweeney Todd har LIDT hold i virkeligheden. Lad os i det mindste glædes over endnu en pragtpræstation fra Johnny Depp's hånd. Og hvor kunne det være interessant at opleve historien på en teaterscene.

Vil du kaste dig over lidt læsning på egen hånd ud over de nævnte her, findes en artikel fra Wikipedia her. Teaterversionen finder du her.

BBC har denne artikel.

The Shady Old Lady's guide to London giver denne beskrivelse. Og mere turistguide fås her.

Beklager formateringen - den driller...

Idé

Jeg bliver lige nødt til at sige, at det dog er fantastisk, som der bliver "slugt" herinde. Det er super dejligt, og sikke en masse inspiration!

Jeg fik lige en idé til bloggens videre liv: kunne man forstille sig, at dem der har lyst til at skrive, annoncerer når man går i gang med en ny bog? Noget i stil med:

"Nu starter jeg på "XXXXX". Jeg forventer at være færdig sådan ca. xx.xx.xx. Derefter vil jeg gerne komme med en anmeldelse" - eller sådan noget.

Så kunne evt. interesserede starte læsningen samtidig og være med på en diskussion, nogenlunde når bogen er færdiglæst.

Det kunne også være en annoncering af en filmoplevelse, et teaterbesøg, en udstilling man skulle besøge eller lignende.

Måske ville der så være mindre ventetid inden en evt. diskussion kunne gå igang.

Med der skal naturligvis også være plads til de umiddelbare anmeldelser/analyser.

Berlinerpoplerne

Jeg er netop blevet færdig med "Berlinerpoplerne" af den norske forfatter Anne B. Ragde. I Norge er bogen blevet en bestseller.

Det er en familiekrønike med omdrejningspunkt omkring tre brødre, som er henholdsvis bonde, bedemand og bøsse. De er opvokset på en gård i en familie, hvor man ikke taler ud om tingene, men forventer at børnene finder sig en passende tilværelse og indretter sig efter de gamle normer og uforanderlighed.

Den ældste bror, Tor, er grisebonde på slægtsgården, som efterhånden er præget af et generelt forfald. Han er aldrig blevet gift, men har en datter, Torunn, som han næsten ikke har kontakt med. Han bor i stedet sammen med forældrene. Det er moderen, som bestemmer over dagligdagen, sønnen og den underkuede fader som ikke har noget at skulle have sagt.

Den mellemste bror, Margido, er bedemand og heller ikke gift. Den yngste bror, Erlend, flygter nærmest fra Norge til København, hvor han springer ud som bøsse. Han bor nu sammen med Krumme og har skabt sig en karriere som dekoratør.

Ingen af brødrene har haft rigtig kontakt med hinanden i mindst 20 år, men da moderen bliver syg en uge før jul og skal dø, samles de alle modvilligt - inklusiv den ældste brors datter. Efter moderens død bryder Tor sammen, hun var hans faste holdpunkt i tilværelsen og han kan ikke overskue forandringen. Som støtte bliver Torunn og Erlend på gården, hvor de går i gang med en hovedrengøring af den forfaldne gård.

Men det er ikke kun stuerne, der bliver luftet ud og ryddet op i. Også familiens godt gemte skeletter rasler ud af skabene og hemmeligheder kommer frem i lyset. Det er for dem alle en indre rejse gennem følelsernes hav og der opstår en vis forståelse og sympati.

Det er, hvad jeg vil kalde en god hyggebog. Man bliver draget ind i familien og kommer til at holde af hver enkelt - og man bliver nysgerrig efter at vide mere. Derfor er jeg også gået i gang med efterfølgeren: Eremitkrebsene - og til forår skulle 3. del udkomme.

Alle mennesker er dødelige - Simone de Beauvoir

Der er visse bøger, man vender tilbage til gang på gang. Bøger, som giver forskellige perspektiver og fortolkninger afhængig af, hvor man står i sit liv. Denne bog står for mig som én af de helt store oplevelser.

Simone de Beauvoir, fransk forfatter, filosof og især kendt for sit forhold til Jean-Paul Sartre, var én af datidens første feminister. De levede et livslangt forhold uden at være gift, og hvor de begge havde åbenlyse kærlighedsforhold til andre. De var del af en 'hård kerne' af filosoffer i efterkrigstidens Paris, hvor de holdt hof på caféen Les Deux Magots sammen med blandt andet Hemingway og Picasso.

de Beauvoir mødte Sartre som ung studerende på Sorbonne, hvor hun var den yngste nogensinde til at opnå en universitetsgrad i filosofi - med karakterer kun overgået af Sartre. De udgav sammen med andre i deres kreds et litterært, politisk og filosofisk tidsskrift - og deres senere respektive forfatterskaber er markeret af den inspiration, de fandt hos hinanden. De grundlagde 'eksistentialismen' og mange senere studier har diskuteret, hvem der inspirerede hvem.

Simone de Beauvoir skrev flere mesterværker, som blandt andet lagde grunden til den moderne feminisme - ikke mindst med Det andet køn, som udkom i 1949 og hendes berømte selvbiografi En velopdragen ung piges erindringer fra 1958. Hun har udgivet flere skønlitterære romaner, hvoraf Alle mennesker er dødelige fra 1946 er én af dem - men mindre kendt på dansk.

Romanen er en rammefortælling, hvor der skiftes fra nutid til flere forskellige perioder i fortiden. Den starter i nutidens Frankrig med den unge skuespillerinde Régine, som rejser rundt med sin trup. Hun har succes, men fokuserer udelukkende på sine 'konkurrenter' - hun vil være unik og anerkendes som sådan. En aften møder hun den mystiske Raymond Fosca, som også bor på deres hotel. Hun observerer Fosca, som sidder ude i haven det meste af dagen - selv i regnvejr. Han spiser tilsyneladende ikke, han taler ikke, han går altid i det samme tøj - og det forlyder, at han lider af hukommelsestab og er blevet 'løsladt' fra et asyl, da man ikke længere mente, at han var til skade for sine omgivelser.

Régine's nysgerrighed er pirret - hun føler sig tiltrukket af én mand, som intet foretager sig, hvor hun keder sig i sit liv og er utålmodig for at nå videre, højere, længere. Hun forsøger dagligt at få ham til at tale og pludselig liver han op, går uden for hotellet - indtil teatertruppen og Régine en dag forlader byen for at tage til Paris. Han følger hende nogle dage efter - hans liv har pludselig igen fået en mening. Hun tager ham først virkelig for en galning, men deres diskussioner tager fat. Hun fortæller ham om sin skræk for ikke at blive 'nogen' - andet end en almindelig dødelig, hurtigt glemt for eftertiden.

Fosca fortæller hende på et tidspunkt, at han er udødelig og beviser det for hende ved at skære sig. Nu bliver Régine virkelig tiltrukket af Fosca - hun ser i ham muligheden for selv at blive udødelig. Når hun ikke længere er, vil han huske hende og fortælle om hende - tusinder af år senere. Han fortæller hende sin livshistorie.... og skiftene mellem nutid og fortid i romanen starter.

Fosca er født i Italien i et opdigtet fyrstedømme i 1279. Hans mor dør kort efter, og han opdrages af mænd - som frygtløs soldat. Han er ikke bange for noget - selv ikke Gud. På et tidspunkt kommer krigen, og Fosca og hans kone og børn er fanger i deres lille fyrstedømme. Han får muligheden for at drikke en trylledrik, som skulle gøre ham udødelig - og denne forfængelige unge mand kan ikke modstå de muligheder det giver.

Hans familie dør - men han fortsætter ud i verden, hvor man følger ham ved Karl den V.'s hof i Spanien, på opdagelsesrejse i det nyopdagede Amerika, tilskuer til den franske revolution - gennem århundreder ser han verden forandre sig uden selv at ændre sig. Han elsker mange kvinder - men de dør jo alle. De kvinder, der opdager hans hemmelighed ender med at hade ham - fordi de aldrig vil være hans 'eneste store' kærlighed. Han mister dén glød, der fik ham til at ville leve evigt - da alting i sidste ende kun er en gentagelse af noget, han har oplevet mange gange før.

Bogen kan læses som et fantastisk eventyr igennem store begivenheder i verdenshistorien - set i første række. Den kan læses som én - eller rettere mange - kærlighedshistorier. Men det er først og fremmest menneskets forfængelighed - vores trang til at være unikke for én person, eller at sætte vores spor her på jorden. Régine er ung, ambitiøs - men også i stand til at glædes og undres over de små ting, mens Fosca er bitter, blasert - og måske fortryder han sit valg?

Slutningen skal ikke røbes hér - og selvom ovenstående referat er udførligt, så røber det ikke hele dybden og smukheden i denne historie, som på en eller anden måde vedrører os alle og vores håb om i stort eller småt at have sat vore spor.

I modsætning til de andre af hendes bøger, som jeg har, er denne dedikeret til Sartre. På trods af hendes feministiske holdninger, deres åbne forhold, deres eksistentialistiske livsfilosofi om, at hvert individ er fri og alene ansvarlig for at skabe indhold og mening med sit liv uden Gud eller andres indblanden... så håbede måske også hun at blive den person i Sartre's liv som overgik deres dødelighed?